Efterhånden som isen løsnedes, tog strømmen isflagerne og isbjergene og førte dem ud af bugten mod åbent vand. Så kom forsyningsskibene med de af næste års forbrugsgoder som ikke kunne flyves ind. Senere kom klunserskibene og fjernede alt det udgåede materiel, som enten blev sat i stand eller videresolgt på auktioner verden over.

For at adsprede befolkningen efter de lange vintermåneder, blev der arrangeret udflugter ind i fjorden med isbryderen "USS. Westwind" og på en af turene var vi helt inde ved en gletsjer, opkaldt efter Knud Rasmussen. Det er et ret så fascinerende syn at stå ved en kæmpestor kælvende isbræ. Konstant skyder den store isstykker ud i havet, hvor de skaber flere meter høje bølger og driver videre mod deres egen tilintetgørelse og opløsning i det kolde arktiske hav.

Men arbejdet skulle også passes, hver dag. Hver morgen skulle køretøjerne vækkes af den iskolde dvale og gøres klar til at køre folkene til arbejdet, både nær og fjern. De 11 busser var født som skolebusser, med automatgear, uden varme i det kolde klima og i alle forhold uegnede til formålet. Dagligdagen blev hurtig rutine. 12 timers arbejde i et ekstremt klima trætter og kræver hvile, hvis fritiden også skal passes.

Men selv om vi havde lange arbejdsdage, var der tid til lange vandreture og ture ind til iskappen. Cirka 5-8 kilometer inde på selve iskappen lå 2 forsøgelejre, Camp Tuto og Camp Century. Man havde ganske enkelt valgt et passende sted og med specielle maskiner, gravet et hul i isen med lange gange og store haller til maskiner og beboelse og opstillet barakker til folkene, som boede der i ret lange perioder. Nogle af køleskabene bestod ganske enkelt af en låge og hylderne var skrabet ud af isvæggen.

Energiforsyningen til Camp Century bestod, så vidt vi fik fortalt, af et lille atomenergianlæg. Det skal nok passe for de fik aldrig sendt olie eller andet brændstof ind til lejren. På og omkring Thule Air Base er der mange hemmeligheder, ikke mindst de mange raketanlæg som beskytter basen mod angreb og uventede gæster østfra.

Der var en flittig korrespondance mellem København og Thule, folk gik og kom og bragte ting med hjemmefra, engang imellem kom hjemveen på besøg, og fik tiden til at føles lang og selvmedlidenheden stor, men livet gik videre, den ene dag tog den næste og hjemrejsen skimtedes i horisonten og kom nærmere dag for dag.

Mange forlængede deres kontrakter flere år i træk og tjente store penge og investerede klogt, andre brugte bare løs og fik ikke meget med hjem når tiden var inde. Når de store vinterstorme satte ind, var vi tit midt det hvide inferno når køretøjer og mandskab skulle hjælpes ude på de sne og isfyldte veje, hvis de var kørt fast eller brudt ned under de ekstreme vilkår.

Her var der tale om virkelige personlige udfordringer. Hver morgen og aften skulle der transporteres 300-400 teknikere og bygningsfolk til og fra "J-site. Sommer og vinter, tit i arktiske storme og tykt snevejr med meget ringe (eller slet ingen) sigtbarhed, med temperaturer ned til -40 grader celsius.

Når et køretøj brækkede ned, eller bare punkterede på de ret dårlige veje, fik vi besked over radioen og så var det bare af sted og se at få fundet køretøjet og få folkene hjem og ind i varmen. At skifte hjul under de omstændigheder er ikke nogen spas når stormen hyler og sneen blænder og kroppen er gennemkold.

Vi lærte en hel del om rationel stordrift. Når et køretøj kom hjem med større skader som f.eks. krævede reparation af gearkasser eller motor, plejer vi i Danmark at reparere os ud af problemerne. Det syntes Max ikke var rationelt. Han gik ind for enhedsudskiftning. Man skiller ikke motorer ad og sliber ventiler. Man sætter et nyt topstykke på og sender det gamle til reparation i USA. Det drejede sig om at tænke stort.

"US Air Force har 10.000 busser af denne slags. På vore fabrikker har de alt de skal bruge for at lave det rationelt og billigst. Det kan vi ikke hamle op med her. Hent et nyt på lageret, sæt det på, så kører bussen igen om en time. Hvis vi skal lave det her vil det tage en hel dag og hjemme er der måske en person som bliver arbejdsløs. Se at komme i gang. Folkene venter. Her reparerer vi ikke gearkasse. Vi lægger en "ombytter" I ".

På et tidspunkt, da kun 3 af de 11 busser var i operationsklar stand, kunne vi ikke længere nå at køre folkene på arbejde og vor chef Max bestilte 3 nye busser til omgående levering. De blev leveret pr. lastfly indenfor 8 timer og gik direkte i drift. En dag kaldte Max på mig og sagde jeg skulle gå op på landingsbanen.

"De nye busser var kommet. Gå lige op og hent dem. Husk at kvittere for dem" Ind ruller et af de store lastfly. En Sergent kommer ud af flyet og spørger om jeg er Mister Nielsen. Kvitter lige her så kommer busserne. Ned ruller losserampen og ud ruller 3 fabriksnye busser. "Check dem lige for motorolie, tank dem op og kør dem ned og prop folkene ind og lad dem komme på arbejde". Store forhold.

En fantastisk vilje til at opnå resultater, at få tingene gjort og komme videre i programmet i en professionel ånd. "Business before pleasure". På de mere private linier var det en ret stor udfordring at leve i det arktiske. Egentlig var det jo min første rigtige kontakt med den store verden.

Mange af de entreprenørtyper som arbejdede for de amerikanske firmaer var jo erfarne folk som arbejdede på forskellige projekter overalt i verden. Det var ikke typer som altid spildte tiden med "small-talk". 12 timers arbejde under de ekstreme og meget barske omstændigheder kræver en særlig mentalitet.

Har man ikke den, kan livet og savnet af familien let blive et helvede og i fritiden kobles der helt fra og spiritus er ikke løsningen.Hvis man derimod havde evnen til at blande sig i det stærkt mandsprægede og meget isolerede samfund og i øvrigt kunne beskæftige sig selv i fritiden, kunne opholdet lære een en hel del om god omgangstone blandt arbejdskolleger. Det var en god skole som gav megen inspiration til senere brug og tiden der åbnede senere mange døre. En lærerig tid.

I august 1960 fik basen besøg af den danske kongefamilie. Hele basen stod på den anden ende. Alt blev ryddet op og selv de små hvide sten langs vejkanterne blev malet. Vi var inviteret med til at hilse på og Kongen og hans familie som havde tid til at henvende sig til flere af os som mødte deres øjne. Freddy har et asiatisk islæt i sit blod og da kongen kom forbi hvor vi stod, henvendte han sig direkte til Freddy og spurgte om han var grønlænder. Det måtte Freddy jo sige nej til, men kongen vidste bedre og svarede blot "Ja, noget må der da være om det".

Da sommeren 1960 gik på hæld, var vi ved at være klar til at rejse hjem som garvede "Thule-folk". Vi havde stået tiden ud, levet et helt år på en af verdens hårdeste arbejdspladser "The Northernmost Air Base In The World", bare få hundrede mil fra Nordpolen. Vi var meget seje da vi gik ombord i flyveren som skulle bringe os ud af Arktis og til Søndre Strømfjord på vej tilbage til civilisationen og det glade liv.

Selv var jeg belæsset med gods og gaver, gode minder og ca. 30,000 kroner i banken. Mig var der ingen der kunne vælte. Da vi senere lettede fra Søndre Strømfjord og fløj ind over indlandsisen var vi mange som ikke lige tænkte på at skulle vende tilbage til Grønland. Basebacillen havde ikke ramt os, vi havde nok i een periode. Jeg burde have vidst bedre.

Vi landede på årsdagen for vor afrejse. Mange blev hentet af hele familien og kysset og krammet i gensynsglæde. Farmand var kommet hjem med mange penge og nu skulle der festes. Andre forlod lufthavnen i skuffelse. Tre af os, Claus fra Sorø, Flemming fra Gladsakse og jeg tog en taxa til Kongens Nytorv, lod chaufføren vente på Strøget medens vi ekviperede os overdådigt fra byens bedste herreforretninger, smed varerne ind i taxaen og bad ham følge os op ad Strøget i et passende tempo.

Vi afsluttede med at invitere chaufføren på middag i restaurant de 7 Nationer hvor vi drak Claus fuld og sendte ham hjem til Sorø i taxaen, som også havde en god dag. Hjemme på Petersborgvej var der også gensynsglæde, der skulle berettes om nyt fra ude og hjemme, gamle forbindelser skulle genoprettes, der skulle tales om den nærmeste fremtids planer og hvad de mange penge skulle bruges til.

Så så jeg pludselig en annonce hvori Danish Arctic Contractors, DAC. søgte håndværkere og arbejdsmænd til Søndre Strømfjord. Det amerikanske luftvåben ønskede at reducere sit personale på basen og ville lade væsentlige servicefunktioner overtage af civile. Blandt andet søgte de en Supervisor eller værkfører til at lede et værksted som vedligeholdt og reparerede det hjælpeudstyr der bruges til at holde flyene startklare med, når de holdt standby under mellemlanding eller skulle til reparation. 256 benzindrevne varmekanoner af en type jeg kendte ret godt fra tiden i SAS, mobile generatorer, lysanlæg, hydrauliske hjælpeaggregater, traktorer og køretøjer og en stab på 12-15 mekanikere, et par arbejdsmænd og en lagermand.

Alt sammen materiel jeg kendte og brugte som mekaniker i SAS. Det måtte lige være et job for mig og med mine erfaringer fra Thule og SAS var jeg næsten selvskreven og så heldig at få jobbet. Årsløn 48,000 kroner skattefrit om året, gratis kost og logi, mulighed for forlængelse. På grund af min erfaring fra både SAS og Thule kunne jeg dokumentere at have de krævede forudsætninger og fik jobbet. Jeg var netop fyldt 26 år den sommer. Atter havde heldet været med mig og efter endnu en afskedsmiddag og farvel til venner og bekendte stod jeg en tidlig morgen den 1. september 1961 igen på Søndre Strømfjord som skulle blive mit hjem de næste 20 måneder.

Det havde jeg ikke troet da jeg forlod Grønland året før. Søndre Strømfjord: Kangerlussuaq; fjord i Vestgrønland, på 66º nordlig bredde, meget smal, ca. 170 km lang. Flyveplads anlagt af USA 1942-45 med betegnelsen Bluie West 8, 1954-67 også civilt område som mellemstation på ruten København-Los Angeles. Moderne transithotel; fra 1967 centrum for flyforbindelsen Danmark-Grønland. Søndre Strømfjord ligger lige nord for Polarkredsen og selv om det selvsagt er koldt om vinteren, med temperaturer ned til 20-30 grader celsius, er det langtfra den fimbulvinter som hersker på Thule.

Sydpå er sommeren meget længere og det giver mulighed for langt flere udendørsaktiviteter Der er stor forskel på vejret i Thule og Søndre Strømfjord og i lige linie vel en afstand på 1500 kilometer.Fra selve basen til indlandsisens rand er vel ca. 10-12 kilometer og en skøn vandretur i et uberørt landskab og vi var tit på jagt og weekendture i området.

Det var tilladt at købe og eje skydevåben og i de lange sommerdøgn kunne vi gå på rypejagt og sælge nogle af dem til SAS-hotellet på den anden side af startbanen, hvor Asgers bror var ansat som kok. I nærheden af basen ligger Lake Ferguson hvor man kunne fiske og sejle og i øvrigt nyde naturen, nogle forsøgte at bade der men koldt vand har aldrig virket tillokkende på mig. Også der var arbejdstiden på 12 timer, men alligevel havde vi tid til andet end at arbejde og sove.

Ligesom på Thule var der også en række andre fritidstilbud og specielt i biografen opholdt vi os meget, ja de første 3 måneder var vi i biografen 89 gange og så alle de nyeste amerikanske film. Som på alle amerikanske militærforlægninger var der en "BX" med masser af gode tilbud og hvad de ikke havde, kunne skaffes.

I basens NCO Club kunne vi forlyste os med alle former for spil og et godt udbud af amerikansk mad, ikke mindst store lækre bøffer og noget til at skylle ned med.

Da jeg overtog "Ground Power Shoppen", havde den til huse i en af de store gamle hangarer. Alt materiellet stod hulter til bulter, meget af det fungerede ikke og de unge amerikanske soldater, som skulle vedligeholde og reparere udstyret, anede ikke hvordan det virkede, endnu mindre hvordan det skulle repareres og kunne slet ikke følge med i det tempo det brød ned. Reservedele var det småt med, engagementet hos soldaterne var lavt, de skulle snart hjem til staterne eller udstationeres andre steder.

Den militære del af Søndre Strømfjord var en fuldt operativ Air Base som blandt andet var udgangspunkt for de mange fly som kom fra USA og skulle videre til de isolerede DEW varslingsstationer inde på selve indlandsisen med udstyr, mad og personale eller til Thule og Station Nord.

Den kolde krig var på sit absolutte nulpunkt og basen derfor også et vigtigt led i hele den intense trafik af mandskab og udstyr som førtes videre frem til andre baser i det europæiske område. Men vigtigst i hele spillet var de 6 store KC 97 tankfly som stod standby og klar til at gå på vingerne og levere brændstof til de endnu større atombombebærende B-52 fly som konstant var i luften over hele det arktiske område mellem USA, Nato's forsvarsområde og Sovjetunionen.

Ground Power shoppens opgave var at sørge for at disse fly altid, 365 dage om året, 24 timer i døgnet, var opvarmede og klar til at gå i luften med 7 minutters varsel. Ikke 8 minutter men 7. Ud over varmen, skulle der altid være et vist backup af generatorer og andre hjælpeaggregater så opstart og take-off ikke blev forsinket. Helt igennem var det en militær operation som krævede præcision og omhu og der var ingen plads til slaphed eller forsinkelser. Soldaterne i shoppen modtog os med nogen skepsis og tvivlede på at vi kunne leve op til kravene men var alligevel glade for at få hjælp.

Heldigvis viste det sig at de 12-15 mekanikere som kom til at arbejde sammen med mig de næste mange måneder hurtigt lærte hvordan "The Hermann Nelson Heater" virkede og skulle repareres og i løbet af 14 dage havde vi så meget styr på tingene at vi måtte bede soldaterne trække sig tilbage.

De gik bare i vejen. Samtidig var jeg så heldig at blive gode venner med de officerer som styrede hele den komplicerede operation, dels fordi jeg jo kendte til omgangstonen blandt soldaterne fra min tid på Thule og ikke mindst fordi jeg var vant til at omgås fly fra min tid i SAS og kendte til det udstyr som brugtes.

Efter en måneds tid havde vi fået arrangeret os og ryddet op i alt rodet, fået indrettet vort værksted som vi ville og kunne påbegynde en hårdt tiltrængt gennemgang af udstyr, værktøj og reservedele og få bestilt hvad vi kunne se vi skulle bruge i den kommende vinter.

I begyndelsen var det os strengt forbudt bare at komme i nærheden af det område hvor tankflyene stod parkeret, men efterhånden som vi beviste at vi var opgaven voksen og brokkede os over at soldaterne ikke behandlede materiellet rigtigt og bare lod det køre til det løb tør for olie og brændstof, fik vi lov til at komme forbi de stærkt bevæbnede vagter og helt op til flyene. Det var vi meget stolte over.

Nu var vi med helt fremme. I den kolde tid, fra sidst i september og frem til april, var der altid folk på vagt i shoppen. Hver fjerde time blev ca. 30 varmeapparater udskiftet, sendt til service, fyldt op med brændstof og gjort klar til næste omskiftning og til sidst havde vi konstant 80-90 % af vort materiel køreklar døgnet rundt og altid reserver stående klar.

For mig personligt var det en stor tilfredsstillelse at vi fik etableret et så godt samarbejde at jeg kunne gå ind og ud af operationscentret uden hindring og i mange tilfælde deltage i planlægningen af de aktiviteter som skulle finde sted.

På et tidspunkt skulle værkstedet flyttes fra hangaren og til en lagerbygning nærmere "fligth-linen" og takket vort gode forhold til de SAC officerer som var ansvarlige for tankeroperationen, fik vi indrettet os med et varmt og hyggeligt kontor og lager og et særdeles velfungerende værksted.

Vedligeholdelsen af disse varmeapparater kostede uhyrlige summer og ved at ændre en anelse på apparaternes hældning, opdagede vi at kondensvandet inde i selve varmeudveksleren bedre kunne løbe ud og i løbet af sommeren 62 blev alle heaterne modificeret, hovedrepareret og malet og fra det tidspunkt faldt vort forbrug af reservedele så meget at der blev sendt et ingeniørhold fra fabrikken op for at se hvad det var vi havde lavet og få måneder efter blev alle heaters i hele verden modificeret efter vor ide og vore militære chefer var mindst lige så stolte over vore resultater som vi og pralede meget af os til de andre baser i det arktiske område.

John F. Kennedy var USA,s Præsident i 1962 og på et tidspunkt da Sovjet begyndte at sende operationsklare missiler til Castro,s Cuba, spidsedes den kolde krig til i et par meget spændende måneder for os i "Ground Power". I oktober tog sagen en alvorlig drejning da JFK meddelte Sovjets Præsident Khrusjtjov, at enten kaldte han skibene med raketterne tilbage fra Cuba, eller også blev de stoppet, hvilket i realiteten betød krig. Samtidig hermed begyndte US Air Force at sende hundredvis af alle slags fly til Europa via Søndre Strømfjord.

Min gode ven, chefen for den lokale Strategic Air Comand, SAC., Lt. Col. Grover Y. Greene kom en dag op på værkstedet og bad mig kalde alle folkene sammen til en briefing om hvad der var ved at ske og fortalte os at basen ville blive erklæret i "Alert State", og nu ville han godt vide hvor han havde os og om han skulle sætte sine egne folk på jobbet eller kunne regne med vor støtte og loyalitet. Hvis han ikke kunne regne med os, måtte vi overgå til andet arbejde eller i yderste instans, rejse hjem. Det var klar snak. Der var ingen som ville hjem.

Vi ville være med og da vi jo havde vist at de kunne regne med os, fik vi lov til at fortsætte det meget tætte samarbejde og høstede senere megen ære af vor indsats.

Alle mulige slags fly kom til os i hele eskadriller i den periode og vi arbejdede i døgndrift når det rigtigt gik løs. Ind gennem Søndre Strømfjords indflyvningskorridor kunne vi se flyene ligge i trappeformation og lande med 2-3 minutters interval, køre hen til et kort hvil og optankning, en bid brød og en tissetår og så af sted igen ind over indlandsisen og videre til baser på Island og i England. Det var virkelig en spændende tid.

Vi var på vagt 24 timer i døgnet, sov i soveposer på kontoret og helt oppe på tåspidserne i de cirka 2 uger hvor det var mest hektisk og alle gutterne følte at de var med i noget stort og fik stor ros for vor indsats. Vi var alle meget stolte over vor indsats og følte os som et vigtigt led i en stor operation og da han rejste hjem, fik mine folk og jeg, gennem basens øverste militære chef og DAC en udtalelse, hvori han nævner at han ikke tidligere har set en så effektivt arbejdende gruppe og takker os for en strålende indsats under Cuba-krisen.

Som en personlig cadeau fik jeg en uges ferie på Thule hvor jeg ville besøge nogle af de gamle gutter fra min tid der og "da jeg nu var der alligevel, ville det være en god ide hvis jeg ville være venlig og afse tid til et besøg i den lokale ground-power shop og udveksle erfaringer med den løjtnant som ledede shoppen.

Det ville jeg jo gerne og fik på den måde en fornemmelse af hvordan jeg var indplaceret i den militære rangorden. I alle henseender opnåede vi et godt ry og der var rift om at få lov til at arbejde i vor afdeling og vi valgte kun de bedste til at hjælpe os og først når min uundværlige sjakbajs Asger havde testet deres kunnen og villighed til at gøre en ekstraordinær indsats sammen med resten af vor gruppe som en helhed, fik de allernådigst lov til at arbejde sammen med os. Vi var noget særligt.

Om sommeren er dagen 24 timer lang. Klimaet på Søndre Strømfjord er langt mildere end det højarktiske Thule og det gav mulighed for spændende vandreture både i det lokale område og ind til selve indlandsisen som ligger ca. 10-12 kilometer væk fra basen. Man skal være meget arrogant overfor den grønlandske naturs storhed hvis man ikke bliver slået over sin egen lidenhed når man står foran indlandsisen som breder sig hundredvis af kilometer foran én. Det er et fantastisk syn og en oplevelse uden sidestykke.

De som var til jagt og fiskeri kunne bare tage for sig at retterne. I basens forretninger var et rigt udvalg af fiskeudstyr og mindre jagtgeværer. For mig og mine nærmeste venner, Asger og Frank, blev det rypejagten. Det var et meget drabeligt hold på 3-4 gutter som forlod basen til et par dages jagt i den smukke natur, overnatninger i det fri og lejrbål.